Kys

Jeg kyssede engang en tysker. Jeg ved ikke om det var et eventyr, men det kan jeg godt lide at forestille mig. Vi for vild i et fængsel og endte i et tårn med to låste døre. Og så kyssede han mig, og så for vi uvild igen og fandt vores jakker. Han ville følge mig hjem, men jeg var en stor pige, og kunne godt selv finde vej. Spørgsmålet er vel i virkeligheden hvilken vej der er den rigtige.

Jeg kyssede engang en italiener. Han var gammel, tænkte jeg, for det var jeg ikke. Baggrunden var smuk, det var en landsby i bjergene, alle husene var gule og tagene var brogede. Jeg var måske også broget, hvis man ser sådan på det. Jeg har aldrig set ham siden.

Jeg kyssede engang en dreng, der fik mig til at tænke, at jeg var det smukkeste i verden. Så ham blev jeg ved med at kysse. Måske længere end hvad godt var.

Jeg kyssede engang en peruvianer. Han havde grønne øjne, det har de desværre så sjældent. Nogengange bilder jeg mig selv ind, at deres øjne er grønne, fordi jeg sådan ville ønske det. Nogengange bilder jeg mig selv ind, at det er smukt, fordi jeg ville ønske det var det. Det havde været en smuk historie. Det var det ikke.

Jeg kyssede engang en franskmand. Vi skændtes nogen tid om Rimbaud og Rembrandt, indtil vi lærte at holde kæft.

Jeg kyssede engang en navnløs. Det var også meget interessant.

Jeg kyssede engang en dreng på græsplænen ved siden af rådhuspladsen. Det var stjerneklart og vi lavede engle i sneen.

Jeg kyssede engang en englænder. Jeg fandt aldrig helt ud af hvad det var for noget.

Jeg kyssede engang en, jeg ikke skulle have kysset. Jeg troede han havde grønne øjne. Det havde han ikke.

Jeg kyssede engang en guitarist. Han bragte det værste op i mig. Jeg morede mig mere end nogensinde. Men han gik pludselig op i røg. Senere har han fortalt, at han skulle hjem og skide.