Bjerggedekid

Da jeg var 7 år gammel, tog min mor mig med på trekking i noget Himalaya-agtigt territorie. Jeg skal ikke kunne sige hvor højt eller vildt det var på den ægte trekking-skala, men på den 7-årige, var det ret voldsomt.
Så tænker du sikkert Nææææh og Iiiiih hvor har hun set verden og Sikke hun har fået fremmede kulturer ind med modermælken. Der må jeg desværre skuffe lidt. Sagen er den, at der er godbidder/legetøj var medbragt 3 kinderæg. De var selvsagt temmelig maste efter at have fløjet halvdelen af kloden rundt, men der var stadig legetøj i. En af dem indeholdt en lille metaldims, der forestillede en mand. Og jeg så altså ikke så meget af Nepal, for jeg havde rimelig travlt med at sætte manden på små sten i vandløb og på kanten af bjerge, og fortælle lange historier om ham. Til mig selv.

Og sådan kan jeg altså stadig godt være til tider. Det er ikke fordi jeg ikke interesserer mig for verden. Det er ikke fordi, jeg synes min næsetip er pænere end din, og alle andres. Jeg bliver bare lidt fanget i de historier der kører på indersiden af øjenlåget. Undskyld.


PS til jer: Hvis I er søde, kan det være i en dag får historien om dengang jeg læste Kaninbjerget højt for en blødende pony på et andet bjerg.)

PS til min mor: er der faktuelle fejl i ovenstående, må du gerne sige til. 7-årige hoveder er bedre til fiktion.