som når mørket bryder gennem stilheden og jeg
ser dig som en silhuet af en skitse
stå der i døren
halvvejs på vej mod en verden
så ny at ingen endnu ved om
den er flad eller rund og
mindst af alt os for
ingen kender dagen og
ingen kender dig endnu

så trækker jeg støvlerne
over de ankler der stadig
lugter af vinter
og følger dig mod en slags forår
de lovede skulle komme og
regnen falder mod ruden og
regnen falder i dit hår og
rammer jorden uden tøven



ps: næste gang jeg er på vej til at disse mit eget lix-tal (omend det ikke rager højt her på bloggen), venter jeg lige til jeg har sovet og er ædru. Men bassen inde hos naboerne var altså virkelig høj.