Hvis nogen snakker med SU-styrelsen, må I gerne hilse og sige, at mig og mine vabler venter spændt på forsøger-tillæg.
Is it a bird? Is it a plane? Nej, det er mine vandrestøvler.Følgende samtale udspillede sig på Skype tirsdag morgen:
Søster: Har du sovet godt?
Mig: Jaaah, men jeg har stadig lidt ondt i kroppen.
Søster: Nå ja, jeg hørte noget om at du havde været ude at gå tur?
Mig: Øhm. Ja. Med universitetets trekking society.
Søster: Det var sgu da også en dårlig idé at gå tur med nogen der hedder sådan.
Og det kunne hun jo have ret i.
Mig og en veninde troppede op ved mødestedet for vandretur søndag morgen, totalt friske og veloplagte til det, der var blevet lagt ud som "vi går et par timer, finder en pub og drikker en øl, og går hjem igen". Klart, det var lige noget for os. Jeg var stylish i converse og blå alpehue, mens veninden sportede en pelsfrakke og flot glimmer-broche.
Fast-forward til syv timer og nogen og 20 kilometer senere, hvor vi med blødende fødder efter en lang tur gennem det øst-kentiske marskland stort set uden pauser støtter os til hinanden som gamle damer og kæmper os hjem. Jeg håber, vi i det mindste har fået en lillebitte smule street cred. Ellers er det nok meget godt, en af mine pakker indeholdt en grøn termokop. For jeg kommer altså i converse igen næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar