Der er gang i folkeskoledebatten i Politiken for tiden. Det er meget interessant. Og lidt frustrerende. Der er indlæg, der lovpriser henholdsvis de franske og kinesiske modeller. Noget med udenadslære, respekt for læreren, karakterer, pres hjemmefra og så videre.
Herovre under Union Jack får det mig til at tænke på (om der er) forskelle på min og mine medstuderendes tilgang til skolegang. Nu er mit studie hovedsageligt befolket af britter, så jeg skal ikke kunne udtale mig om de andre.
Men altså, britterne. De er dygtige. De studerer hårdt (altså, nogle af dem. Vi er på første år, så en stor del dyrker stadig en hovedløs form for hedonisme fremfor akademisme). De ved afsindigt mange ting - om de enkelte forfattere, om verdenshistorien, og sikkert en masse andre ting der ikke liiige er relevante i litteraturtimerne. Til gengæld går de ret kolde når de selv skal formulere en opgave eller et spørgsmål til en tekst.
For en uge siden blev jeg oplyst om, at mine to-timers eksamener i juni er håndskrevne. Jeg troede først det var en stor joke. Jeg har ikke skrevet i hånden i ti år, og har ikke haft en håndskreven eksamen siden retstavning i 9. klasse. Så vidt jeg ved, er det stort set kun IB-eleverne der har håndskrevne eksamener i Danmark - i af den grund, at det skal være samme forhold over hele verden, og de ikke har computere alle steder. Fair nok. Lidt. Jeg havde i forvejen undret mig over eksamensformen - det er ikke meget man kan nå i dybden på to timer. Og vi må ikke have bøger med. Vi skal helst huske hele pensum i hovedet, og kunne citere derfra.
Måske er det bare mig der er idiot. Men jeg kan altså ikke sådan lige formulere et velskrevet, velstruktureret og analyserende stykke litteraturkritik på to timer, uden at have muligheden for at skrive noter, rette til og flytte rundt. Jeg spurgte min ven, som sagde, at han aldrig havde haft andet end håndskrevne eksamener, og at han ikke helt kunne huske hvad han skrev ved den sidste - der var ikke tid til at læse igennem. Han havde bare liret så meget af som han lige kunne.
Så set i de briller, skulle vi måske revidere det danske skolesystem. For udlandet sætter tilsyneladende ikke pris på elever der kan stille kritiske spørgsmål til materialet, opbygge et argument og strukturere en læsbar tekst med en slags indhold.
Men det kan egentlig være lige meget. Ingen vil være i stand til at læse mine kragetæer anyway. Nå, men hvis jeg dumper ses vi nok i Danmark næste skoleår.
Dan/Kris
1 uge siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar