Vi er noedt til lige at tale om det her

Mange svedige koncerter, regn og sol, to avisforsider, 2. praemien i en filmkonkurrence, x rimeligt heftige roskildebranderter, to eksamener, offentlig transport til lands, til vands og i luften og andre for laengst glemte eskapader senere, sidder jeg saa her. I Berlin. Igen. Hvor jeg gaar rundt, cykler rundt, koerer paa scooter rundt (nej mor, jeg sidder bare bagpaa. ja mor, jeg har hjelm paa.) og drikker kaffe mens jeg bevaeger mig rundt og sidder lidt rundt om og laeser. Og det er det vi lige bliver noedt til at snakke lidt om.

Axolotl Roadkill. Helene Hegemann. 2010.

Den har du hoert om, ikke? Jeg taenkte, at naar biblioteket nu havde udlaant alle eksemplarer af Moby Dick (wtf, foroevrigt?!) kunne jeg jo passende bruge min ferie paa at blive lidt opdateret paa alt det der "undergrunds"hype (Tao Lin er next on the list).

Men Hegemann, ikke. Hvis vi nu ser bort fra hele den der plagieringssag, som jeg ikke gider snakke om lige nu, saa skriver hun jo godt. Ingen tvivl om det. For en 17-aarig har hun ogsaa et imponerede katalog af fremmedord, som hun gerne kaster rundt med, som regel ret vellykket. Jeg vil maegtig gerne se hvad hun har at byde paa naeste gang. Men selve narrativet i den bog siger mig simpelthen ingenting overhovedet, faktisk bliver jeg graenseloest irriteret hver gang der opstaar noget der naermer sig handling. 220 siders sex, drugs and ungdomssortsind. Er det ikke saadan lidt 80'er? Se, en ung pige paa randen, uh hvor provokerende, mhmm laekkert. Jeg orker det ikke. Er det virkelig det der skal til, for at en 17-aarig kan blive udgivet? At hun kan faa de gamle til at falde paa halen over farten i overhalingsbanen nu til dags? Udfra bogen ville jeg umiddelbart taenke, at hun er i stand til at goere sig meget stoerre tanker end dette. Men det er ikke det, de gamle vil have.

Kyskys

PS: For god ordens skyld, saa er jeg ogsaa ret vild med axolotler. Det er svaert at vaere andet, ikke?