Very Beautiful Women (en Pangur Ban Party-antologi)

(..skal nok få googlehits på den overskrift)

Når du sidder der og er ked af ikke at være på Northside og høre XX eller whatever kan du jo glæde dig over, at internettet aldrig har lukket (ligesom jeg glæder mig over, at internettet er gammelt nok til at have sine egne floskler, fx 'internettet har aldrig lukket').

Klik ind på www.verybeautifulwomen.blogspot.com, og klik rundt. Det er en 'mixed-media collection e-book' udgivet af Pangur Ban Party, med tekster skrevet af flotte damer (for de flestes vedkommende ret velbevandrede indenfor internetlitteratur). Man kan selvfølgelig diskutere om man nu også skriver godt bare fordi man er en flot dame, men jeg synes egentlig projektets natur er mere interessant at snakke om. Fx. at det hele (og så vidt jeg ved egentlig alt fra PBP) er udgivet via blogspot, så det er endnu mere gratis end Slagtryk og deres internationale kusiner og alt muligt andet. Jeg kan godt lide ideen om den slags virtuelle antologier, som ikke er magasiner/journaler, men en samling tekster som tiltrækker opmærksomhed og låner en slags blåstempling af hinanden. At det er en samling, og ikke bare en individuel blog, har stor betydning (for mig) for hvilken indstilling jeg går til læsningen med, fx. fordi der (skulle man tro) ligger en slags redaktionelt arbejde bag.

Du kan fx. læse Becky Langs tekst om Solen, som er blevet deprimeret, eller Ofelia Hunts HORRORCORE BEAUTYQUEEN om afklippede negle og øjenvippet.

Visuel Tristesse

Det er limbo-tid. Tiden mellem sidste essay og første (og sidste) eksamen. Limbo-tid er research-tid, og de sidste par dage har jeg forsøgt at finde ud af hvad visuel poesi er og kan. I den forbindelse fandt jeg ham her, Anatol, som blandt andet laver tekstuelle animationer. Det er nok mere Visuel, end det er Poesi, men det er i hvert fald Pænt.

(IMG credit: Anatol, http://www.anatol.cc/)

Jeg faldt også over Graham Rawle, som blandt andet godt kan lide at lave collager. Det er lidt mindre tristesse, lidt mere lol. Han har lavet en serie, der hedder Lost Consonants, og det går cirka ud på det her:

(IMG credit: Graham Rawle, http://www.grahamrawle.com/)

Hvis du er en havørn ud i denne disciplin, gider du så ikke smide lidt links?

Specter Magazine

Det er altsammen ude på internettet, man skal bare finde det. En af de ting, der er fede at finde, er Specter Magazine. Selvom taglinen "we want outcasts" måske er lige voldsom nok, er mange ting værd et kig. Fx teksten "My House: Welcome: Go Away" af Jaclyn Watterson (var lige ved at skrive Jaqueline Wilson, wtf freudian slip?), som minder mig om, at når jeg ikke kan lide "The Yellow Wallpaper", er det ikke fordi kombinationen sindsyge(afenslags)+hus er dårlig, men fordi teksten er dårlig. Den her er til gengæld nice. Her er en smagsprøve:

TRANSLATION IS SEXY

(Picture is entirely unrelated)

I forlængelse af at de har talt om det på Promenaden, og fordi vi generelt burde tale vildt meget mere om oversættelse (synes jeg), tipper jeg lige om noget sejt. (Læs forøvrigt kommentarsporet på PRMNDN, de taler om Rilke, og bruger de samme henvisninger som jeg gjorde i mit Rilke-oversættelses-essay (som man kan læse lidt om her) for en rum tid siden, det må vel betyde at jeg er med på noderne).

Fordi Berlin er som den nu er, er markedet for engelsksproget litteratur ret stort, og der foregår masser af litterære ting man kan være med til, selvom man ikke er en ørn til tysk (åh, gid man var!). Men det sejeste jeg til dato er stødt på, er Translation Idol. Ligesom Pop Idol eller Top Model eller alt med X, bare med tekst i stedet. En gang om året finder de en vildt svær tysk prosapassage, som alle (!) inviteres til at oversætte til engelsk (en enkelt oversatte til skotsk, det var vist et hit hos publikum), og så drikkes der øl og vælges en publikumsfavorit og en forfatterfavorit. Og så drikkes der flere øl, og alle er glade og fulde af øl og litteratur og jeg synes man burde gøre den slags meget, meget mere. Både fordi det ikke gør noget, at litteraturen en gang imellem også er lidt sjov, men også fordi det sætter fokus på den kunst oversættelse er, uden at sidde og græde i skægget over at blive overset og underbetalt. Læs meget mere her hos No Man's Land (som er lidt svære at linke til, fordi de bruger frames. Frames! I 2012! Nå ja).

Poetiske apps 2 - Poetry Creator

Der er ikke så meget at sige om den sag, det er ligesom et stort transportabelt køleskab med magneter. Du mixer ord i kategorier som fx. nutid, fortid eller Shakespeare, og kan købe masser af nye kategorier hvis du er til den slags. 

Jeg er nok bare mere til ægte køleskabe. 

The Books They Gave Me

The Books They Gave Me er en meget Tumblr-agtig Tumblr, der indsamler historier om bøger. Der er en overvægt af forliste parforhold, og en del forelskelser i ældre high school teachers der introducerede fortælleren til Salinger/Vonnegut/Bukowski/whatever. Men på en sentimental søndag er det meget stille og roligt at scrolle ned over. Click the image for resten af historien om Mr Blue og Ms Nin.

Digt & Video, en kærlighedshistorie

J.P. Sipilä - Past (2009)


"A Finnish videopoet J.P. Sipilä got his DVD of videopoems published when a small publisher poEsia released the DVD called "katso kun silloin olen kunnossa / see when it seems I am ok" on October 2009. The DVD collection, got official ISBN-number from the national library of Finland, which means that the DVD is classified as a book" (tak, wikipedia)


Det er sygt nok. Der ligger også masser på Finsk på hans Vimeo, hvis du er til den slags. 

Litteraturen og internettet, en kærlighedshistorie

I forbindelse med Slagtryk, blandt andet, og i forbindelse med verden i al almindelighed, diskuteres det gerne hvad for en synergi der kan (ikke skal) opstå når litteraturen og internettet bliver legekammerater. Hvad vil det for eksempel sige at 'forholde sig til sit medie', og gør bogen det? Forholder den sig til papiret alene i kraft af at være trykt på det? Er et digt bedre hvis det linker til en youtube video af Rick Astley (fiks idé, egentlig)? Eller er kørt ti gange gennem Google Translate? Det er en interessant diskussion, som forhåbentlig ikke uden videre finder et punktum. Jeg faldt i en kedelig sammenhæng, som det heldigvis sker, over dette ret ukedelige eksempel - Google Maps Prosa. Kig selv: Charles Cumming - The 21 Steps.